Sider

torsdag den 16. december 2010

Halvvejs!

Så er kur nummer 8 overstået - nu er der kun 8 tilbage! Det er fandme dejligt. Der var helt sindsygt travlt på afdelingen i dag, tror de havde 114 patienter igennem - dog skulle de ikke allesammen have kemo. Hvis de skulle havde cyt ihvertfald haft nok at se til! Tror min kur kom omkring kl. 12 eller sådan noget, så jeg sad og ventede rimelig længe på den. Det der med at skulle dele et værelse er altså ikke lige mig. Specielt fordi de patienter der er på den afdeling typisk er dobbelt så gamle som mig! Men der er da ikke ligeså mange gange tilbage som der har været.

Beskæftiger mig lige pt. med en dejlig dosis skolearbejde. Mit studieretningsprojekt skal skrives og jeg synes da selv at det går rigtig godt. Allerede her på dag to ud af de 7 vi har til at skrive projektet er jeg næsten halvt færdig og er begyndt at sætte flueben ud for de punkter af min problemformulering jeg har besvaret. Er endda begyndt at lægge planer for hvor meget jeg skal nå hvilke dage - har f.eks. allerede lavet en dagsorden for hvad jeg skal lave fredag og hvem jeg skal snakke med. Det skal nok blive rigtig godt det er jeg sikker på.
Det største problem er egentlig at jeg ikke kan være på skolen når projektet skal afleveres, da jeg træner sammen med andre kemopatienter ved Kræftens Bekæmpelse, men min skoleleder har været så flink at give mig lov til at aftale med min vejleder hvis jeg havde brug for en dag ekstra pga. min behandling. Jeg ønsker faktisk ikke en dag ekstra - for det eneste det betyder er bare at jeg bliver en dag senere færdig med projektet, men jeg håber på at jeg kan aftale med min vejleder at det er ok jeg først afleverer lidt senere på dagen end de andre.

Noget af det der driller mig rigtig meget er lugten oppe på afdeling 700 hvor jeg får kemoterapi. Den gør at jeg har ekstremt svært ved at spise deres mad deroppe uden at få rimelig voldsom kvalme og kombineret med kemoen der i forvejen giver dig kvalme så er det jo ikke så heldigt. Dog har jeg sværere ved at sige nej til flødekartofler så sådan en portion var jeg da nødt til at have da de spurgte mig om det. Dejligt smagte det uden tvivl også selvom lugten på afdelingen gjorde det lidt træls.

Nu bliver næste højdepunkt i min behandling at få foretaget midtvejsscanningen der finder sted d. 29. december kl. 11.45. Håber på at alt ser ud som det skal og behandlingen har haft den ønskede effekt. Jeg er ihvertfald optimistisk!

Til sidst vil jeg blot ønske alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår. Vi fortsætter kampen i 2011!!

torsdag den 9. december 2010

Endnu en dag er gået

Så er der gået endnu en dag - endnu en kur er overstået. Jeg har det dejligt - som altid - og ligger og nyder livet. Får altid en lille pakke med min kur og min mor har tydeligvis haft en finger med i spillet i dag. Jeg ved ihvertfald ikke hvordan min yndlingssodavand fra England ellers skulle havne lige præcis der. Det var egentlig lidt sjovt, for sygeplejersken der kom med kuren troede, grundet formen, størrelsen og vægten, at det var noget ekstra medicin jeg skulle have. Jeg ville også godt kunne have taget fejl hvis jeg var i hendes situation. Har haft lidt tid til at lege lidt med opsætningen af bloggen, så der er kommet lidt ekstra gejl på, men ikke det helt store.

Rock on! :)

onsdag den 1. december 2010

Long time - no see

Well, det er jo efterhånden et stykke tid siden jeg sidst har skrevet noget herinde. Har kort og godt ikke syntes at jeg har haft noget at skrive, eller et behov for at skrive noget og det er kun godt synes jeg.

Det går jo som det skal hvis man spørger mig. Kurene slår lidt hårdere for tiden, men det er nok meget normalt når de voldtager min krop på den måde - men jeg kan da i det mindste mærke at det gør et eller andet! Venter blot på at få de næste to kure overstået så jeg kan fejre julen med min familie, og på at skulle scannes igen så vi kan se at det går den rigtige vej - og hvor godt det går. Selvfølgelig frygter jeg at det ikke går helt så godt som jeg synes det gør, men er optimist og forsøger at holde hovedet højt.

Jeg er begyndt at træne en hel del. Kræftens Bekæmpelse har et træningstilbud til kemopatienter kaldet krop & kræft, hvor jeg træner 4 gange om ugen. Det er rigtig dejligt at komme til at røre sig igen, har jo trænet hele mit liv næsten. Det er nok det der gør mig mest glad lige for tiden. At træne og kunne røre sig. Det er mega hårdt, men det er fantastisk dejligt. Det er bare en skam at det slutter igen d. 22. december, men så er der altid træning for unge onsdag eftermiddag/aften, også ved Kræftens Bekæmpelse. Det glæder jeg mig nu også til.

Overvejer allerede nu at få mig en tattoo når jeg er færdig med behandlingen. Har altid godt kunnet tænke mig en, men den skal betyde noget helt specielt og man må sige jeg har noget den kan betyde nu!

6 overstået - 10 tilbage
Det går sq fremad!

Og til sidst vil jeg blot, i anledning af at det nu er december, sige glædelig jul til alle dem der tænker på mig. I vil aldrig blive glemt....