Så er den anden omgang kemoterapi overstået - nu er der kun 14 tilbage.
I dag gik det jo fuldstændig smertefrit. Fik lagt portekat i går og de lod nålen sidde til i dag, så jeg slap endda for at blive stukket også. Dog var det ret irriterende at have en nål siddende i brystet en hel nat - var tvunget til at sove på ryggen hele natten så det var jeg lidt træt af. Men hey, det gjorde livet en hel del lettere i dag. Og så var min storesøster jo også med til at holde mig ved selskab - det var jo hyggeligt.
Cyt er nu nogle flinke mennesker. Min mor arbejder der og det er dem der sidder og blander mine kure, og første gang jeg skulle have kur var der en cola med i kassen. Afdelingen var endda nødt til at ringe op til cyt for at høre om det var helt rigtigt. Det var faktisk ret sjovt, specielt da der igen i dag lå en dejlig kølig coca-cola i kassen med en lille hilsen fra min mors kolleger på cyt. Så nu er standarden sat - de hænger ligesom på den de næste 14 gange. Men hvis man kan bestille, så ville det nu ikke gøre noget med en Fanta eller en Fanta Exotic ind i mellem.
Ellers alt i gennem en rigtig dejlig dag i dag - er ved godt mod og er sikker på at jeg nok skal klare de bivirkninger jeg får her igennem weekenden. Bare mega surt jeg ikke kan komme ned og hygge mig med klassen til fredagscafé i morgen - det er nok det der gør mig mest træt af det. Er sq nødt til at finde en gang jeg kan være sammen med dem og måske bare drikke en enkelt øl eller en cola - bare være der. Det er nu det jeg savner mest af alt lige nu - men den obligatoriske julefrokost slipper de sq ikke for. Den SKAL holdes - infektion eller ej.
Rock on!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar